I mine år som demenssygeplejerske har jeg skrevet mange demensudredninger hvor jeg skulle gøre rede for borgerens kognitive funktions niveau. Her gik det ikke at skrive: Hun kan ikke selv tage tøj på.
Det handler om, hvorfor hun ikke kan tage sit tøj på selv. Hvilke færdigheder er ramt siden det er svært for hende ?
Det er ofte et af de områder, vi dvæler meget ved, når mine kollegaer og jeg er på VISO sager. Det kan være vanskeligt for personalet at pin pointe præcist hvad det er borgeren er ramt på af færdigheder. Det betyder også at det bliver svært for dem at finde ud af hvilken kompenserende hjælp borgeren har brug for.
Medarbejderen kommer ind til borgeren: “Agnes, jeg sætter lidt kaffe over og laver din morgenmad, kan du så ikke tage dit tøj på imens ?”
Da medarbejderen kommer ind i soveværelset står Agnes stadig i natkjole.
Hvis agnes er ramt på hukommelsen, vil hun sikkert have glemt hvad hun skulle da hun kom derind. Men er hun derimod ramt på overblik og fokus, så fik Agnes lige øje på en pelargonie der skulle ordnes i vindueskarmen og det med nattøjet forsvandt fra to do listen. Agnes kunne også være ramt på hendes praktiske færdigheder og dermed faktisk ikke vide hvordan man tager tøj på (og nattøj af), eller hun kunne være ramt på genkendelse og tydning og dermed ikke ane hvor i soveværelsets skabe eller skuffer sådan noget tøj befinder sig. Sidst men ikke mindst kan agnes være ramt på sproget og fangede faktisk slet ikke hvad der blev sagt, hun gik bare ind i soveværelset fordi medarbejderen pegede derind. Alt efter hvad Agnes har svært ved, skal medarbejderen hjælpe på forskellige måder og derfor er det bl.a. så vigtigt at vide:
Hvorfor hun ikke kan tage tøj på.
Hvis man vil arbejde med at få et overblik over de kognitive færdigheder hos en borger, kan man jo bruge vores skema, som i finder her på hjemmesiden. Alle skemaerne fra bogen frit tilgængelige, og de er gratis…også selv om du ikke har købt bogen.

Skriv et svar